hos
gamle Garfield
- som er en rigtig Garfield..
9. maj 2007 gik den ikke længere...
Garfield
blev i løbet af foråret stadig mere tørstig, mens han tabte sig (vejede til
sidst omkring 2½ kg, det halve af hans normalvægt) - trods rigelige tilbud om
piskefløde og bacon.
En test på hans urin viste fuldt udslag for sukker, den gamle hankat havde
fået sukkersyge.
Så længe vi vurderede, at han var glad, skulle han have lov at leve. Han tøffede rundt, gik sommetider stadig med på tur med hunden, tiggede kød, når der blev rørt fars, og virkede forbløffende frisk i forhold til sit efterhånden meget afrakkede udseende.
Men onsdag morgen d. 9. maj kom han for det første for sent til morgenmaden - og da han endelig kom, så han helt elendig ud. Hovedet kunne han ikke løfte, og han havde det bestemt ikke godt. Han fik "stuearrest" i badeværelset med gulvvarme, hvor han igennem vinteren var blevet rigtig glad for at være. Spiste lidt, drak og drak, tissede lidt, men var slet ikke sig selv.
Beslutningen om at tage ham på den sidste tur til dyrlægen var tung, men ikke svær. Garfield havde haft et rigtig langt, godt liv, og han skulle ikke plages i sin sidste tid.
Hans gravsted er under et stort træ i et uberørt hjørne af haven, nærmest det eneste sted, hvor vi ikke har planer om at fræse jorden. Han har fået en pæn sten, og så har jeg sat et eksemplar af den blomst, der hedder kattehale. Forhåbentlig kan den gro under træerne.
 |
 |
Januar 2007:
Han er still going strong, det gamle kræ.
Spiser og drikker godt, men formår tilsyneladende ikke rigtig at udnytte
næringen. Han har tabt sig gennem de senere år, er snart kun skind og ben i en
alt for stor pels.
Er ikke så livlig mere, går sindigt gennem rummene, undtagen når der er
leverpostej i farvandet. Så kan selv Garfield flytte sig, mjave og gøre sig
til.
Han er vistnok begyndt at drikke meget. Måske for meget. Det kan (desværre)
tyde på noget "gammelkatsukkersyge".
Vi har ikke fået det undersøgt, for han har det stadig godt, virker ikke på
nogen måde medtaget ud over hvad man kan forvente af en oldingkat.
Vi er nok også lidt bange for at få konstateret noget, som vil kræve
behandling, måske injektioner på klokkeslet. Det vil vi simpelthen ikke byde
hverken ham eller os!
2005:
Garfield er
gammel.
Han kom til os i efteråret 1993, levede som vild i haven hele vinteren,
indtil han næste sommer var blevet så svækket af sygdom og sult, at børnene kunne
få fat i ham og bære ham ind til en madskål.
Derefter var det slut med at være vild
og sky!
Garfield har kostet os så meget i dyrlægeregninger, at han burde sove i et pengeskab, men
hurtigt blev han en rigtig dejlig kat, der gennem tiden har fundet sig
i udklædning, doktorleg og alt muligt andet, som børnene har fundet på.
Så skidt med, at vi i en del år var på dyrlægernes julekortliste som særligt gode kunder.
Var en venlig onkel for Artigmis's killinger, som hun så hurtigt afskrev.
Men at vi har fået en hundehvalp, nu hvor han er mindst 12 år gammel, er næsten mere end han gider. Han foretrækker mere fredelige beskæftigelser end at være hundelegetøj og jagtoffer.
Han
er dog stadig i stand til at fange en mus og til at lege med den, inden den
bliver måltid, se bare: