i Nils's del af verden
En svær periode:
Nils
startede i skole som 6-årig.
Og han fik konstateret svær nærsynethed, især på venstre øje, og fik briller.
Tilvænningen til brillerne gik forbløffende let, bortset fra at han tog brillerne af og lagde dem, når han (i starten) efter 15-30 minutter blev irriteret af at have dem på.
Når det gik så let, er det (selvfølgelig) fordi han fra starten oplevede, at brillerne gav ham et bedre syn.
Jeg husker den dag, han havde lagt dem i haven, oh rædsel. Vi havde godt 5000m2 have, og hvor var brillerne?
Efter en forgæves leden, prøvede jeg (i ren afmagt) at spørge drengen - og han gik sporenstregs hen og hentede dem i legehuset, hvor han havde lagt dem.
Jeg havde ærlig talt ikke ventet den reaktion fra ham - nærmest slet ikke ventet nogen reaktion. Han har aldrig været god til at høre efter, hvad der blev sagt, har li'som ikke tid til sådan noget.
Men han ikke alene forstod, han demonstrerede også sin helt fænomonale hukommelse.
Det var første gang, jeg fik en fornemmelse af den, men det er bestemt ikke blevet den sidste. Han husker!
Det svære i perioden var, at mit ægteskab med de to smås far omsider blev afsluttet. Det havde jeg ønsket gennem flere år.
Jeg kan
tilgive mig selv, at jeg forelskede mig, og at jeg fik børn med ham. 2 Dejlige
unger!
Jeg kan næsten tilgive mig selv, at jeg accepterede at leve med alt det, der er
den uundgåelige konsekvens, når Kong Alkohol råder.
Men jeg kan ikke tilgive mig selv, at jeg ikke beskyttede mine børn imod det
forskruede samliv, som især gik hårdt ud over den ældste. Og det er (inde i
mig) ingen undskyldning, at jeg ikke magtede at gøre det.
Jeg lever
med det. Både tilgivelserne og de manglende tilgivelser af mig selv.
Det tog mig nær ved 10 år i "selvvalgt cølibat" at nå så
langt. - Og dermed nok beretning om mig, dette skal handle om Nils.
Der kom aldrig noget egentligt samkvem i stand, far'en forlod landet. Han skrev ingen breve, ringede ikke til børnene (men sendte dog de første par år penge til deres fødselsdage og til jul).
Det tog hårdt på Nils at miste sin far. Han var altid fars dreng, som måtte alt og som fik, hvad han pegede på. Fordi det var synd for Nils.....
Og så er
der lige det med
Nils's hukommelse..
Der gik (går) ikke en dag, uden at han snakkede om sin far. Hver eneste
flyvemaskine han så, fik ham til at tale om sin far (ikke godt, når man bor
under en indflyvningsrute til Billund lufthavn). Situationer, billeder, alt
kunne minde ham om hans far.
Vi blev boende i huset med kæmpehaven et års tid (have og beliggenhed var uovertruffen, huset la-la), før jeg var nødt til at sælge og flytte til "skolebyen". Bl.a. for at lillesøster skulle kunne finde andre legekammerater end Nils.
De to havde
det ellers rigtig godt sammen. Søster kunne få Nils til alt, og det udnyttede
hun. Og han nød bare det hele!
Hun fik ham bl.a. til at samle en udsultet, radmager, syg, snottet, orange hankat op og bære den indenfor. Den havde boet i carporten og haven hele vinteren, fulgte med mig når jeg gik i haven, men ville ikke snakke med mig.
Hun ville ikke selv, den var for ulækker (hun husker det stadig, selv om hun kun var knap 5, og der er gået 12 år siden).
Katten strintede og nøs snot i store mængder, og den kostede os en formue i dyrlægeregninger. Men da den først havde spottet, at huset indeholdt en madskål, var der ingen problemer med tilliden.
Vi har ham stadig, her 12 år senere. Vores uundværlige Garfield.